Spring over navigation.
Speciallæge i pædiatri

Velkommen

100 myter om allergi
Børnelægens store bog om barnets sygdomme
niels-stensen-kongelig-anatom-og-fyrstelig-geolog_531280.jpg
Thomas Bartholin. Lægen & anatomen. Fra enhjørninger til lymfekar.

SPECIALLÆGE I PÆDIATRI JESPER BRANDT ANDERSEN
BØRNELÆGE- OG ALLERGIKLINIK

VINTERFERIE 2024: KLINIKKEN HOLDER VINTERFERIE I UGE 7. JEG ER TILBAGE PÅ TELEFONEN 55371610 MANDAG D. 19.2. KL. 08.30-09.30.

Den 1. maj 2022 flyttede klinikken fra hidtidige adresse på Rosenfeldt 3, 4760 Vordingborg til adressen Sankelmarksvej 10, dvs. det gamle Vordingborg Sygehus, hvor der nu er sundhedscenter. I bygningens stueetage ligger den kommunale tandpleje. Mit kliniklokale ligger på 1. etage, dvs. etagen over den kommunale tandpleje. Jeg afhenter jer i venteværelset til venstre for trappen på 1. sal. Desuden åbnede jeg fra 1. maj 2022 en satellitklinik i Nykøbing Falster på adressen Møllebakken 5, 4800 Nykøbing Falster. Mit kliniklokale tilhører Guldborgsund Genoptræning. Jeg er fast i satellitklinikken i Nykøbing Falster hver tirsdag. Når man ringer for tidsbestilling, kan man vælge den af de to adresser, man ønsker. På begge adresser er der rige parkeringsmuligheder. Mit telefonnummer forbliver uændret 55371610, og telefontiden uændret mandag-torsdag 8.30-9.30 - som anført nedenfor.

VEDRØRENDE KONTAKT OG TIDSBESTILLING: Jeg kan som tidligere kontaktes vedrørende tidsbestilling og alt andet i telefontiden mandag, tirsdag, onsdag og torsdag kl. 8.30-9.30 på tlf. 55371610. Første kontakt til klinikken kan kun ske pr. telefon. Pga. EU´s persondataforordning må man ikke længere sende almindelige e-mails med personfølsomme oplysninger. Sådanne kontakter, herunder tidsbestilling, prøvesvar, receptfornyelse og andre spørgsmål vedrørende konkrete patienter kan enten ske på telefonen eller på www.laegevejen.dk. Når du kontakter mig pr. telefon og oplyser mig om din e-mail adresse og dit barns cpr.nr., sender jeg dig brugernavn og adgangskode til laegevejen.dk, så du kan oprette dit barn som patient i min klinik.
Sådan gør du: På hjemmesiden laegevejen.dk logger du IKKE ind med nemID, men nedenfor under "login med brugernavn". Du indtaster dit barns cpr.nr. samt det brugernavn og den adgangskode, som du har fået af mig i telefonen. Du får så en mail med en ny adgangskode, som du logger på med, og hver gang du fremover logger på, får du automatisk tilsendt ny adgangskode pr. mail. Når du er kommet ind, finder du min klinik ved at klikke på klinikvalg, børnelæge og Region Sjælland. Herefter har du 3 valgmuligheder, nemlig mailbesked, receptfornyelse og tidsbestilling.

Hjemmesiden er senest opdateret den 9. februar 2024.

Patienter: Klinikken modtager børn og unge til og med 18 år (man skal henvises, inden man fylder 19 år og kan følges til man fylder 20 år) med alle typer sygdomme til vederlagsfri undersøgelse og behandling efter henvisning fra egen læge (sygesikringsgruppe 1 og 2) eller uden henvisning (sygesikringsgruppe 2). Jeg tager IKKE imod selvbetalere eller patienter med sundhedsforsikring.

Jeg tager mig af alle sygdomme hos børn og unge til og med 18 år (kan følges til og med 19 år).

Jeg tilbyder udredning, testning og behandling af alle allergisygdomme, herunder astma, høfeber, nældefeber, børneeksem og fødevareallergi. Det gælder også fødevareintolerance, herunder intolerance for laktose (laktoseintolerance) og gluten (cøliaki)

Ultralydsskanning: Jeg tilbyder også ultralydsskanning af bughulen (maven), inkl. nyrer og urinblære (inkl. blæretømningsskanning) samt endetarm.

Lungefunktionsundersøgelse, løbetest og NO-måling: Som led i udredning og kontrol af astma tilbyder jeg lungefunktionsundersøgelse (spirometri), løbetest (anstrengelsesprovokation) og måling af kvælstofilte (NO) i udåndingsluften. NO-måling bruges til at vurdere graden af betændelse/irritation (inflammation) i barnets lunger og kan indgå i vurderingen af, om et barn har astma, og om et barn med astma får tilstrækkelig astmamedicin.

BØGER
A-Z BOG om børns sygdomme med børneforældre som målgruppe:I november 2016 udkom min bog Børnelægens store bog om barnets sygdomme på FADL´s Forlag. Bogen er en opslagsbog om alle de almindeligste sygdomme hos børn og udvalgte sjældnere sygdomme. Den er skrevet til forældre med det formål at skabe afklaring og afbekymring. Den kommer med uddybende forklaringer på spørgsmål om børns sygdomme, som forældre ofte stiller mig. Den er på 458 sider og indeholder over 100 autentiske patienthistorier fra min egen klinik og over 150 illustrationer og tabeller. Bogen kan købes hos alle boghandlere og netboghandlere. Jeg signerer den gerne.

Anmeldelser af bogen
:
"Alle forældre ved, at barnets sundhed er alfa og omega. Derfor er viden og kendskab til emnet nyttig at erhverve sig.
I en tid hvor internettet bugner med sundhedsfaglige hjemmesider kan det være vanskeligt at få det store overblik.

”Børnelægens store bog om barnets sygdomme” er en helt ny fagbog til forældre, der gerne vil vide mere om børn, sygdom og sundhed.
Bogen er udgivet på FADL’s Forlag, der er Danske Lægestuderendes Forlag. Børnelæge Jesper Brandt Andersen har mange års erfaring fra egen praksis og arbejde som konsulent på Næstved Sygehus.

I ”Børnelægens store bog om barnets sygdomme” sætter han fokus på de somatiske lidelser fra barnet er nyfødt og op igennem puberteten.
Bogen er tematisk opbygget og beskæftiger sig med forskellige sygdomstyper, der behandles grundigt. Der er beskrivelse af karakteristika, undersøgelse, behandling, årsager, smitte, forebyggelse og meget andet.
Jesper Brandt Andersen følger ikke nogen slavisk model i sin gennemgang, men evner at fokusere på det, der er særligt relevant i forhold til den pågældende lidelse og problematik.

Stoffet er præsenteret letforståeligt. Den lægefaglige terminologi er lettet mest muligt – blandet andet vha. danske ord, dér hvor det er muligt.

De emner der typisk kan vække anledning til debat, er grundigt behandlet men uden unødig parlamenteren. Forfatteren er sig sin rollen som fagperson bevidst.

Som førstegangsforælder er bogen helt uvurderlig, da den klæder forældrene på med mange små gode råd om forebyggelse. Samtidig får forældrene en god ballast i forhold til at vurdere og opfange symptomer.
Der er 100 patientcases, der illustrerer de mange forskellige individuelle forhold, der spiller ind i forbindelse med sygdom. Men samtidig tjener disse cases som fine eksempler på klassiske problemstillinger.

Bogen er på behørig vis forsynet med billeder og illustrationer...overordnet set er bogen en gedigen og veludført fagbog, der er fyldt til bristepunktet med interessant og lærerig information om børn og somatiske sygdomme. En klar anbefaling herfra!".

http://www.sjovforborn.dk, 30. december 2016

Lektørudtalelse fra Dansk Bibliotekscenter (DBC):

"Forældre, personale i børneinstitutioner og andre voksne, der arbejder med eller omgås børn i hverdagen vil have god gavn af denne omfattende bog om barnets sygdomme...Meget anvendelig, omfattende og velformidlet bog om barnets fysiske sygdomme, der både kan fungere som et opslagsværk i hverdagen og som en guide til de enkelte sygdomme, indeholdende uddybende forklaringer. Patienthistorierne fungerer som et fint supplement...Bredt indkøb anbefales".

Dorte Tissot Hansen

Medicinhistorie:Min bog om Lægen og anatomen Thomas Bartholin (1616-1680), som bl.a. opdagede lymfekarrene, udkom i 2017´med titlen Thomas Bartholin: Lægen og anatomen. Fra enhjørninger til lymfekar. Den fortæller en masse om medicinens historie, dvs. grundlaget for al moderne medicin, ikke mindst i Danmark. Det samme gælder min bog fra 2021 om Thomas Bartholins elev, den danske anatom og geolog Niels Stensen, Niels Stensen. Kongelig anatom og fyrstelig geolog, som blandt andet kortlagde mundens spytkirtler, viste, at hjertet er en muskel, og hvordan det og muskler i det hele taget trækker sig sammen, opdagede det kvindelige æg o.m.a. og grundlagde geologien og krystallografien som videnskaber. Bogen blev nomineret til BLIXEN-prisen 2022 i kategorien ÅRETS BIOGRAFI.

NY BOG om allergimyter: I 2019 udkom min bog 100 myter om allergi. Denne tekst er fra bogens omslag: Allergi er en af de hyppigste sygdomme i den vestlige verden, og omkring hver fjerde dansker er ramt. Men det
er også en af de sygdomme, som er mest omgærdet af myter, misforståelser og markedsføringskneb.
Hvad er allergi – og hvad er ikke? Hvad skyldes allergi?
Hvordan kan man forebygge den, og hvad kan man gøre ved den, hvis man først har fået den?
I denne bog rydder Jesper Brandt Andersen op i de mest udbredte påstande om allergi og overfølsomhed
og hjælper dig med at finde vej i junglen af råd, advarsler og lokkende tilbud. Du kan se bogens omslag øverst på denne side.

Lektørudtalelse fra DBC: "100 myter om allergi" henvender sig til alle, der ønsker en faktuel og dog humoristisk oprydning i de mange myter, der florerer omkring fænomenet allergi

Beskrivelse
Allergi er en af de hyppigste sygdomme i den vestlige verden, og antallet af danskere med allergirelaterede sygdomme er nu over 1 million. Denne bog har som sit opdrag at se på nogle af mange myter om allergi og allergirelaterede lidelser - herunder fx astma. Det gøres med videnskabelig back-up og med glimt i øjet. Få bl.a. afklaret, om man må spise vingummi, hvis man er gummiallergiker, om de gamle egyptere led af allergi og om Dracula har hvidløgs-allergi. Bogen er forfattet af Jesper Brandt Andersen, der er speciallæge i allergisygdomme. Mange gode henvisninger i slutningen af bogen - en del på engelsk

Vurdering
Sjov og faktuel´

Pernille Poulsen